Nico Rosberg tog pole position i dagens kvalifikation, og tyskeren starter således forrest i sit hjemmebane Grand Prix på Hockenheim.

Rosberg har gennem hele weekenden haft overhånden i forhold til teamkammeraten Lewis Hamilton, og alt tyder således på, at kampen om VM fortsat vil være et internt anliggende mellem de 2 Mercedes kørere.

I dagens kvalifikation var Red Bull de nærmeste udfordrere til pladserne på forreste række. Daniel Ricciardo var denne gang den hurtigste af de 2 Red Bull kørere, og han henviste således Max Verstappen til 4. pladsen, mens Kimi Räikkönen og Sebastian Vettel måtte acceptere, at deres Ferrari racere blot kommer til at starte fra 3. række i morgendagens Grand Prix. Räikkönen var i dag den hurtigste af de 2 Ferrari piloter.

Kimi Raikkonen Copyright Ferrari Media
Kimi Raikkonen
Copyright Ferrari Media

Force India og Williams udkæmpede en hård kamp om de sidste 4 pladser i top 10. De 4 kørere endte med stort set at ligge indenfor 1/10 sekund, og det var Nico Hülkenberg, der var den hurtigste, og som dermed starter fra P7. Valtteri Bottas starter fra 8. pladsen foran Sergio Perez, mens Felipe Massa runder top 10 af.

Esteban Gutierrez leverede en flot præstation, da han kvalificerede sig som nr. 11 – 4 pladsen bedre end teamkammeraten Romain Grosjean, som dog på forhånd havde en straf på 5 placeringer hængende over hovedet pga. en udskiftning af gearkassen i hans racer. Franskmanden starter således løbet fra 20 pladsen.

Romain Grosjean Copyright Haas F1 Media
Romain Grosjean
Copyright Haas F1 Media

Jenson Button var i dag den hurtigste af de 2 McLaren kørere, og den rutinerede brite endte med 12. bedste tid, mens teamkollegaen Fernando Alonso sluttede på 14. pladsen.

Carlos Sainz pressede sin Toro Rosso racer ind mellem de 2 McLaren racere og starter fra 13. pladsen – 5 pladser bedre end Daniil Kvyat i den anden Toro Rosso.

Jolyon Palmer formåede endnu engang at udkvalificere Kevin Magnussen. De 2 Renault kørere lå dog meget tæt, men i sidste ende var det Palmer, som trak det længste strå, da han lige netop formåede at snige sig med i Q2, mens Magnussen var 17’er. Palmer var dog den langsomste kører i Q2, og han sluttede således blot én plads foran sin danske kollega, og med en tid som var under 1/10 bedre end Magnussens.

Vi er sikkert mange, som er blevet positivt overraskede over, at Rio Haryanto reelt har kunnet matche Pascal Wehrlein hos Manor, men denne gang var det altså det unge tyske talent, der var den hurtigste af de 2. Wehrlein sluttede lige bag Magnussen, med Haryanto 2 pladser længere nede af gridden.

Pascal Wehrlein Copyright Manor Racing F1
Pascal Wehrlein
Copyright Manor Racing F1

Allerbagest finder vi de 2 Sauber racere, som begge var over 1 sekund langsommere end Haryanto. Felipe Nasr vandt den interne duel hos Sauber, men det er sikkert en ringe trøst, for Sauber har tilsyneladende et meget langt løb foran sig.

Resultatet af kvalifikationen til det tyske Grand Prix blev som følger:

Pos Kører Bil Tid Afstand
1 Nico Rosberg Mercedes 1m14.363s
2 Lewis Hamilton Mercedes 1m14.470s 0.107s
3 Daniel Ricciardo Red Bull/Renault 1m14.726s 0.363s
4 Max Verstappen Red Bull/Renault 1m14.834s 0.471s
5 Kimi Raikkonen Ferrari 1m15.142s 0.779s
6 Sebastian Vettel Ferrari 1m15.315s 0.952s
7 Nico Hulkenberg Force India/Mercedes 1m15.510s 1.147s
8 Valtteri Bottas Williams/Mercedes 1m15.530s 1.167s
9 Sergio Perez Force India/Mercedes 1m15.537s 1.174s
10 Felipe Massa Williams/Mercedes 1m15.615s 1.252s
11 Esteban Gutierrez Haas/Ferrari 1m15.883s
12 Jenson Button McLaren/Honda 1m15.909s
13 Carlos Sainz Toro Rosso/Ferrari 1m15.989s
14 Fernando Alonso McLaren/Honda 1m16.041s
15 Jolyon Palmer Renault 1m16.665s
16 Kevin Magnussen Renault 1m16.716s
17 Pascal Wehrlein Manor/Mercedes 1m16.717s
18 Daniil Kvyat Toro Rosso/Ferrari 1m16.876s
19 Rio Haryanto Manor/Mercedes 1m16.977s
20 Romain Grosjean Haas/Ferrari 1m16.086s
21 Felipe Nasr Sauber/Ferrari 1m17.123s
22 Marcus Ericsson Sauber/Ferrari 1m17.238s

 

Efter kvalifikationen er der blevet uddelt placeringsstraffe til både Carlos Sainz og Nico Hülkenberg.
I Sainz’ tilfælde drejer det sig om, at spanieren angiveligt ikke har været hurtig nok til at flytte sig for Felipe Massa under kvalifikationen; noget som har udløst en straf på 3 placeringer. Sainz starter således fra 16. pladsen i stedet for den 13. plads, som han ellers havde kørt sig til. Alonso, Palmer og Magnussen rykker således alle en enkelt plads frem på gridden.

Carlos Sainz Copyright Red Bull Contentpool
Carlos Sainz
Copyright Red Bull Contentpool

I Hülkenbergs tilfælde handler det om dæk. I Q1 var tyskerens Force India racer påmonteret et af de sæt dæk, som teamet i henhold til det gældende dækreglement elektronisk havde “returneret” til Pirelli, og derfor er det selvfølgelig et brud på reglerne at køre videre med dem. Dette har kostet Hülkenberg en straf på en enkelt placering, og han bytter således plads med Valtteri Bottas i Williams.

Nico Hulkenberg Copyright Sahara Force India
Nico Hülkenberg
Copyright Sahara Force India