Efter et spansk Grand Prix, som vi på GPnews så fra tribunen på Circuit de Barcelona-Catalunya sammen med en masse glade gæster fra Rapido Travel, forsøger vi i denne artikel at uddele ris og ros til de teams eller kørere, som vi synes fortjener det.
Nedenstående er helt og aldeles baseret på skribentens egen opfattelse af de forskellige aktørers indsats, og det er derfor helt OK at være dybt uenig.

De varme

  1. På den absolutte top af listen over de varme kan der ikke være tvivl om, at Max Verstappen hører hjemme. Blot 10 dage efter sin forfremmelse fra Toro Rosso til ”førsteholdet” Red Bull stempler den 18-årige hollænder ind på den mest overbevisende måde. På trods af et massivt pres fra Kimi Räikkönen over de sidste 10-15 omgange formåede Max at holde hovedet koldt og vinde løbet. Max Verstappen er nu den yngste Grand prix vinder i Formel 1’s historie.

    Max Verstappen Copyright Red Bull Contentpool
    Max Verstappen
    Copyright Red Bull Contentpool
  2. Hjemmebanehelten Carlos Sainz kørte over evne i går. Til stor jubel for en stor og trofast fanskare på Circuit de Barcelona-Catalunya kvalificerede den unge spanier sig på en flot 8. plads, og i selve løbet satte han ikke mange hjul forkert, da han kørte en 6. plads hjem.

    Carlos Sainz Copyright Red Bull Contentpool
    Carlos Sainz
    Copyright Red Bull Contentpool
  3. Felipe Massa. Den erfarne brasilianer skuffede fælt i kvalifikationen, hvor han røg ud allerede i Q1. Fra en startposition som nr. 18 havde vi ikke levnet ham mange chancer for at få noget ud af weekenden, men Massa lavede ”en Magnussen” og avancerede 10 pladser i løbet. Fra P18 til P8 i en middelmådig Williams afkræver respekt, og det giver Massa en plads blandt de varme.
    Felipe Massa Copyright Williams F1
    Felipe Massa
    Copyright Williams F1


    De kolde

  1. Mercedes duoen. Uanset om man holder med den ene eller den anden kører, eller det ene eller det andet hold for den sags skyld, så kan man kun beskrive sammenstødet mellem Hamilton og Rosberg med ord som uprofessionelt eller direkte dumt. Begge kørere burde vide bedre end at ødelægge løbet for sig selv og hinanden og derved lade Ferrari hale kraftigt ind på sig. Man forstår godt, at Toto Wolff er vred på sine kørere, og det bliver spændende at se, hvad der kommer af efterspil.

    Toto Wolff Copyright Mercedes AMG
    Toto Wolff
    Copyright Mercedes AMG
  2. Ferrari fik ikke det optimale ud af weekenden i Barcelona. Med Mercedes ude af billedet var vejen banet for en sejr til de røde fra Maranello, men på trods af 2 forskellige strategier på de 2 biler, hvor man med 3 stops til Vettel og kun 2 til Räikkönen forsøgte at komme forbi Red Bull racerne, formåede man ikke at hente en sejr. Vi havde ganske enkelt forventet mere af Ferrari, som heller ikke selv er tilfredse med udbyttet.

    Mauruzio Arrivabene Copyright Ferrari Media
    Mauruzio Arrivabene
    Copyright Ferrari Media
  3. At Magnussen og Palmer kun formår at blive nummer 13 og 15 berettiger ikke i sig selv til en plads blandt de kolde. Det gør til gengæld teamets strategi, hvor man som det eneste team i feltet vælger at benytte sig af Hard dækket – og deres manglende respons, da det viste sig, at dette dækvalg var forkert. At gøre noget helt andet end resten af feltet KAN udvikle sig til en genistreg, men det kan også vise sig at være en rigtig stor fejl. For Renaults vedkommende var valget af Hard dækkene en fejl, og det er tæt på en decideret katastrofe, at man ikke reagerer meget tidligere, da det viser sig, at Hard dækket ikke fungerer på bilen. Om igen, Renault.

    Kevin Magnussen Copyright Renault Sport F1 Team
    Kevin Magnussen
    Copyright Renault Sport F1 Team