Dagens kinesiske grand prix startede relativt udramatisk, hvor Vettel tog startens mens Bottas kom forbi Kimi Raikkonen, som fik en dårlig start. Raikkonen kom ellers godt fra start, men Vettels forsvar af førstepladsen gjorde, at Raikkonen fik en forkert vinkel ind i første sving, og derfor måtte se sig sat tilbage.

Et sammenstød mellem de to Toro Rosso racere forårsagede en safety-car periode, som skulle vise sig at vende op og ned på alting. Gasly og Hartley ramte hinanden og spandt begge rundt, hvilket gjorde at banen blev fyldt med stumper og stykker. Ferrari og Mercedes var kørt forbi pitindgangen, da det blev meldt ud, at safety car skulle på banen, men Red Bull kunne udnytte situationen. Således sendte Red Bull begge kørere i pit for at skifte til friske ultrasoft dæk, mens deres rivaler blev ude på brugte medium dæk.

Denne strategiske genistreg skulle vise sig at bære frugt: Ricciardo kom hurtigt forbi Raikkonen, som selv lige havde skiftet til mediumdækket før safety car perioden. Ricciardo kunne herefter overhale teamkammerat Verstappen, da denne røg af banen i et forsøg på at overhale Lewis Hamilton på ydersiden i sving 7. Kort efter kunne Ricciardo også overhale Hamilton ved hårnålen.

På dette tidspunkt var Ricciardo 2.8 sekunder efter de førende, men fik hurtigt nedlagt den afstand og kørte forbi Vettel på baglangsiden ved hjælp af DRS. Bottas havde et lille lock-up lidt efter dette, og med 12 omgange tilbage var Ricciardo og Bottas derfor meget tæt på hinanden.

Ricciardo reagerede hurtigt på vej ind i sving 4, hvor han kom på indersiden af en kæmpende Bottas. Herfra kunne Ricciardo køre til sejr, og kom ind 8,8 sekunder foran Bottas, som lige akkurat kunne holde Raikkonen bag sig.

Verstappen indhentede Vettel på omgang 43 og forsøgte optimistisk at gå på indersiden af Vettel i hårnålen. De to kolliderede da Vettel holdt sin linje og begge spandt rundt. Vettel havde ellers ført løbet fra pole og indtil første pitstoprunde, hvor han blev overhalet af Bottas, da Mercedes valgte en bedre pitstrategi end Ferrari. Verstappen og Vettel kom begge ind på banen igen, men Verstappen fik en 10-sekunder tidsstraf. Denne satte ham dog kun 1 position tilbage i slutresultatet, bag ved Hamilton.

Der var ingen trøst at finde for Vettel, som faldt helt ned til 8. position, efter han fik problemer efter kontakten med Verstappen. Han blev overhalet af Nico Hulkenberg umiddelbart efter, og også Alonso kørte forbi verdensmesteren. Vettel var utilfreds med Alonsos aggressive kørsel. Bag Vettel kunne Carlos Sainz Jr og Kevin Magnussen tage de sidste point i top 10.