I torsdags havde vores venner fra Rapido Travel en gruppe gæster med på besøg hos Red Bull Racing. Fra en af turens gæster, Olav Langdahl, har vi modtaget denne historie.

”De hellige haller” på Red Bull Formel 1 fabrikken

VI VAR INDENFOR – i det aller-helligste. Der hvor utallige designere sidder og zoomer ind og ud på computertegninger af 2017-racerens hemmelige dele. Værkstederne hvor ledningsnet, hydraulik, kulfiber og alle de andre 30.000 dele på verdens ypperste bilingeniørkunst bliver skabt. Race control, der ligner en moderne udgave af et rumprogramskontrolrum og man ikke kan undgå tanken ”Houston, we have a problem..”. Vi så det hele; endda flere ting vi ikke må fortælle om.

Red Bull Racing Copyright Martin Bjerg/Rapido Travel
Red Bull Racing
Copyright Martin Bjerg/Rapido Travel

Formel 1’s fan-paradoks er velkendt. På den ene side efterspørger fans at komme tættere på, på den anden side er man af konkurrencehensyn nødt til at holde dem væk.  Formel 1 er dermed nødt til at balancere på samme knivsæg som en stilfuld og elegant kvinde.

Hun udfordrer, men er ikke vulgær. Hendes væsen og skønhed er dragende, men hun kan ikke erobres helt. Hendes klædning sætter fantasien i ”overdrive”, men alt er elegant skjult og aldrig til smagløs udstilling.

Derfor føltes vores ”Executive Tour” med Rapido Travel også lidt fræk i det – lidt som om vi var 14 uvorne unger, der lidt uartigt kiggede op under skørtet.. (fnis!).

Før vi blev lukket ind og fik kyndigt indblik i hvordan en Red Bull-Formel 1-bil bliver til, måtte vi skrive under på vi ikke ville offentliggøre tekniske detaljer. Telefonernes kameraer blev påført Red Bull-klistermærker med strenge anvisninger om at de skulle blive i lommerne indtil vi fik besked om andet. En enkelt deltager måtte under skarp supervision slette et par billeder før turen kunne fortsætte.

Det er det tætteste jeg nogensinde har været på Formel 1, og jeg har endda fået lov til at sidde i Michael Schumachers 2004-racer. Vores tur gav indblik i den del jeg personligt er mest vild med. Teknikken, udviklingen og teamet bag. Jeg hilste på Christian Horner og vi fik en kort snak med Ole Schack, i den faktiske værkstedsboks hvor Daniel Ricciardo’s 2017-racer om få uger bliver født.

Red Bull Racing Copyright Martin Bjerg/Rapido Travel
Red Bull Racing
Copyright Martin Bjerg/Rapido Travel

Vi så den 60% model af en racer, som bliver testet i Red Bulls vindtunnel. Vi så hvor delene til den bliver 3D printet. Vi så hvor og hvordan de laver dele i kulfiber. Vi så deres bearbejdning af stål og aluminium. Vi fik indblik i vægtforskellen mellem en køletragt i aluminium og en i kulfiber. Vi holdt flere forskellige versioner af hjulmøtrikker og så hvor meget de har udviklet sig gennem de 12 år Red Bull har været i Formel 1. Vi besøgte den kølige hal, hvor alle deres tidligere racere udstilles. Ja, og så er der alle de andre ting vi har skrevet under på vi ikke må fortælle mere om.. Maling af en Formel 1 racer er for eksempel blevet noget nyt nørderi der overraskede alle… helt ærligt.. maling?

..og alt foregår på et detaljeniveau som for os opleves sygeligt neurotisk. Tænk lige på det et øjeblik. Hvor vildt det er, at de mennesker der arbejder på Red Bulls Formel 1 fabrik, får lov til hverdag at vandre i et miljø hvor 4 micron er niveauet for acceptabel nøjagtighed. (PS. Et menneskehår er 100 micron bredt).

Over tid bliver de vænnet til en nøjagtighed og dygtighed der ligger udenfor alt ”normale” mennesker og ”normale” arbejdsliv kommer i forbindelse med.

Ingen andre teams giver samme niveau af adgang på deres fabrik. Jeg tør slet ikke tænke på hvad Rapido Travel har måttet gøre, for at få en så eksklusiv tur på fabrikken. Der er én (ja én eneste) dag om året hvor disse ture gives; og de gives kun pr invitation.

Mange mange tak for turen!