Aston Martin #95 har i mange år været kendt som Dane Train på grund af danskerbesætningen. Det bliver den også i år, hvor Marco Sørensen og Nicki Thiim deltager i den nye Aston Martin V8 Vantage GTE.

Den gamle #95 gik på pension sidste år efter at have taget WEC GTE Pro-mesterskabet i 2016 med Marco Sørensen og Nicki Thiim. I år får den comeback på Le Mans. Dog ikke i den store klasse, men i Aston Martin Racing Festival, der er en support/opvisningsklasse inden det store løb.

Aston Martin Vulcan på Yas Marina Circuit 2015
Copyright Ewert Foto

Kørerne i “det gamle” Dane Train bliver DTC-mester Lasse Sørensen og Benny Simonsen, lillebror til afdøde Allan Simonsen, så fra dansk side bliver der ekstra fokus på bilen.

Ud over den danske Aston Martin, så kommer der også to superbiler i form af Aston Martin Vulcan. Bilen som ikke har nogen løbsklasse at køre i og som ikke må køre på normale veje på grund af den manglende støjregulering.