Tom Pedersen, som både er indehaver af Padborg Park og promotor for den danske superklasse Danish Supertourisme, har haft nok at se til gennem de sidste par måneder.

DST serien er stadig relativ ny i Danmark. Serien holdt sit indtog i 2015, men sin unge alder til trods, kan man med rette betegne serien som en dundrende succes. Udadtil står serien fortsat lidt i skyggen af DTC, som med landsdækkende TV-transmissioner kommer bredere ud og derfor fremstår mere folkelig, men det billeder er helt forkert. DST appellerer akkurat lige så bredt som DTC og byder på mindst lige så spændende og intenst race. Samtidig har flere kørere overfor GPnews givet udtryk for, at DST racerne er mere “rigtige” racerbiler end de tungere og mindre agile DTC biler.

Noget tyder også på, at DST klassen i stadig højere grad appellerer til de unge talenter. Siden 2017 sæsonen sluttede har flere af de unge løver meldt sig under fanerne hos DST og vil således være at finde, når 2018 sæsonen starter på Padborg Park d. 21. april.

Michelle Gatting skifter sin DTC racer ud med DST, og både Louise Frost, Kristian Thorsen, Mathias Storbank og Casper Røes er nye navne i klassen. Alle satser de benhårdt på at gøre en god figur i et felt med mange erfarne og prominente navne.

GPnews har mødt Casper Røes til en snak om fremtiden og den kommende sæson.

GPn: “Hej Casper. Fortæl os allerførst lidt om, hvorfor du har valgt at komme hjem og køre i Danmark igen.”

CR: “Jamen, det handler i bund og grund om økonomi og sportslige ambitioner. Efter 2 sæsoner i fransk Formel 4 var det tid til at rykke videre, men de attraktive sæder i formelsporten er ganske enkelt alt for dyre. Hvis man vil have en realistisk chance for at køre med om sejre, skal der flere millioner på bordet, og der kan jeg bare ikke være med. Af omveje fik jeg mulighed for at køre de sidste 3 afdelinger af DST mesterskabet i den netop afsluttede sæson, og det var så positiv en oplevelse, at jeg ret hurtigt blev hooked på at gå efter en fuld sæson i 2018. DST byder på noget superfedt race, og det er økonomisk meget mere overkommeligt end formelsporten.”

Casper Røes sætter sin underskrift på 2018 kontrakten med Prego Racing.
Copyright Casper Røes Presse

GPn: “Betyder det så, at du definitivt er færdig med formelbiler?”

CR: “Man skal aldrig sige aldrig, men for nuværende er der ikke planer om at vende tilbage til formelbiler.”

GPn: “Du skal køre for Prego Racing. Hvorfor blev det lige det team?”

Casper Røes og Tom Pedersen giver håndslag på 2018 kontrakten.
Copyright Casper Røes Presse

CR: “Jeg gjorde mig nogle erfaringer i de 3 løbsweekender, jeg kørte i denne sæson, og her fik jeg bare et super positivt indtryk af Tom (Pedersen, red.) og hans folk. De virkede topprofessionelle, og deres biler var med helt fremme hver gang. Da først vi havde besluttet, at jeg skulle køre en fuld sæson i 2018, var Prego Racing mit klare førstevalg, og Tom var heldigvis også interesseret i at få mig bag rattet.”

GPn: “Kan du fortælle os lidt om DST raceren? Og hvor svært var det at omstille sig fra formelbil til DST?”

CR: “DST raceren er en superfed og kompromisløs racerbil. Med 300 HK til ca. 870 kg er den ganske hurtig, og den styrer meget direkte og aggressivt ind i svingene. På grund af den stive bagaksel føles den på flere områder lidt som en gokart, og man får næsten på fornemmelsen, at den løfter baghjulet ind i svingene. Jeg synes faktisk, at det var forbavsende nemt at skifte fra F4 til DST. Det tog ikke mange omgange, før jeg havde tillid til bilen.”

Michel Nykjær i en DST racer fra Prego Racing.
Copyright Brian Staal

GPn: “Hvad er så dine målsætninger for 2018? Hvor i feltet skal vi kigge efter dig?”

CR: “I skal kigge efter mig oppe blandt de allerforreste. Det er min helt klare målsætning at køre med om podieplaceringer og løbssejre hver gang, og når sæsonen er slut, vil alt andet end top 3 i mesterskabet være en skuffelse i mine egne øjne. Det er selvfølgelig svært at spå om, når vi stadig ikke engang har testet for første gang, men jeg mener absolut, at forudsætningerne er til stede. Jeg ved, at jeg har farten til at være med helt fremme, og Prego Racing har jo gennem de sidste 2 sæsoner bevist, at de kan levere en vinderbil. Det kunne da også være meget sjovt at blive den yngste mester i seriens historie.”

GPn: “Sæsonen starter i slutningen af april. Hvad skal du bruge tiden på indtil da?”

CR: “Der bliver nok at se til. Jeg skal selvfølgelig have testet sammen med teamet, både på Padborg Park og nok også et smut syd for grænsen. Her skal vi i fællesskab finde frem til det basis setup, som passer bedst til min kørestil. Sideløbende med min sæson i DST skal jeg efter planen ud og teste nogle forskellige GT klasser rundt om i Europa, så her skal der laves noget benarbejde for at få nogle aftaler i hus. Og så skal jeg selvfølgelig passe min træning, så jeg er klar til sæsonstarten.”

Casper Røes med pokalen for 3. pladsen i DST Night Race 2017.
Copyright Casper Røes Presse

GPn: “Så du satser på at komme ud og køre europæisk GT i fremtiden?”

CR: “Ja. Det er ikke planen, at DST skal være “endestationen”. Jeg satser stadig benhårdt på at komme til at leve af at køre race, så efter den nuværende køreplan skal jeg køre europæisk i 2019. Der er dog stadig mange ting, der skal falde på plads, før det er en realitet, men vi har allerede nu gang i en del spændende kontakter i udlandet, så jeg tror på det.”

GPn: “Det lyder spændende. Det vil vi glæde os til at følge med i. For nu vil vi sige tak for din tid og al mulig held og lykke i den kommende sæson.”

CR: “Mange tak. Jeg håber at se rigtig mange af jeres læsere ude på banerne i løbet af sæsonen.”