Når Formel 1-cirkusset i næste uge kører i Barcelona, så kommer der endnu en dansker på banen. Mikkel Overgaard Pedersen skal køre Porsche Super Cup i år i klassen, der er det sidste supportløb inden Formel 1-løbet søndag.

Mikkel O. Pedersen siger selv på sin facebookside:

“Nu er kontrakten skrevet under.”

“Skal i denne sæson deltage i Porsche Mobil 1 Supercup!🏁 Serien bliver kørt sammen med Formel 1 og første løb er d. 13-15. Maj i Barcelona. Desværre har konkurrenterne allerede haft flere testdage på banen. Udover dette skal jeg køre på meget lavt budget i år – Deltager med min egen Porsche, der er en ældre model end konkurrenternes, samt får jeg ingen træning til løbene!”

“Der er ingen forventninger for denne sæson, men forhåbentlig til næste sæson, når jeg får kendskab til banerne og har samme udstyr som de andre kørere. Er spændt på en lærerig sæson, også med løb i Monacos gader.”

Tidligere har Michael Christensen og Nicki Thiim deltaget i serien. Nicki Thiim har tilmed vundet mesterskabet i 2013.