Med de omfattende regelændringer, som træder i kraft i 2017, har alle teams i denne tid fuld damp på udviklingen og produktionen af stumperne til næste sæsons racere. Det stiller store krav til likviditet og cash flow, og ikke alle teams har den finansielle ballast til at klare sig igennem de kommende måneder uden hjælp.

Ifølge ’Autosport’ har både Manor og Force India således sendt en officiel forespørgsel til Formula One Management, hvori de beder om forskud på de præmiepenge, som denne sæsons resultater berettiger dem til. Normalt forfalder præmiepengene i månedlige rater fra februar til og med november, men flere teams har altså svært ved at undvære pengene frem til februar måned.

Sergio Perez Copyright Sahara Force India
Sergio Perez
Copyright Sahara Force India

Force India ser ud til at komme ud af 2016 med sin bedste placering nogensinde i konstruktørmesterskabet. Det indiskejede team med base i SIlverstone ligger inden sæsonens sidste Grand Prix på 4. pladsen i mesterskabet, og med et forspring på hele 27 point til Williams bliver der næppe lavet om på den rækkefølge. En 4. plads i mesterskabet vil indbringe Force India i omegnen af $80 mio., mens Manor som det lavest rangerede team i mesterskabet må nøjes med ca. $34 mio.

Pascal Wehrlein og Esteban ocon Copyright Pirelli
Pascal Wehrlein og Esteban Ocon
Copyright Pirelli

Ifølge FOM’s regulativer kræver det enstemmighed blandt de øvrige teams, før der kan udbetales forskud på præmiepengene, men historisk set plejer dette at være en ren formsag. Sidste efterår ansøgte både Sauber, Manor og Force India også om forskud på deres præmiepenge, og dengang blev det bevilget i alle 3 tilfælde.