Tirsdag og onsdag næste uge afvikles det årlige Racehall of Champions-gokartarrangement. Arrangementet der første gang blev afviklet i 2009 tiltrækker kendte stjerner og kommende talenter i en skøn kamp om at blive først.

Over de to dage køres der fire klasser. Tirsdag er for de tunge drenge i 100 kg og 100 kg Old Boys-klasserne. Forskellen på de to klasser er alderen. Minimum 16 år og 150 cm, og for Old Boys skal deltageren være mindst 35 år ung.

Efter 100 kg-klasserne er afviklet køres der en times Le Mans i Superkart. Her skal der minimum være to på holdet i de 13 hk stærke karts.

Onsdag er der løb i 65 kg og 80 kg-klasserne. Der er forskel på de to klasser, men fælles for dem alle er, at minumumsvægten skal være 65 eller 80 kg. Er man undervægtig er der store straffe, og det er deltagerens egen ansvar at sørge for minimumsvægten overholdes.

65 kg-klassen er for de unge up-and-coming talenter. Kørere under 12 år skal være i besiddelse af en kartinglicens, og aldersgrænsen er 16 år. Her gælder det endvidere, at køreren skal være mindst 145 cm høj.

80 kg-klassen kræver en minimumshøjde på 150 cm og licenskørere kan deltage fra det fyldte 15 år. Ellers er minimumsalderen 16 år.

Det er dog ikke kun de unge håb du kan opleve til Racehall of Champions. Selv om fremtidens Formel 1-kører måske deltager, så deltager flere etablerede racerkørere også i arrangementet.

Her kan nævnes regerende verdensmester i WEC GTPro-klassen Nicki Thiim, tidligere Europamester i rally Henrik Lundgaard, lynhurtige Nicolaj Møller Madsen (der satser på at deltage på Le Mans), den nye DTC-mester Kasper H. Jensen, gokarttalentet Christian Lundgaard (ja søn af Henrik, red.) der gjorde det flot ved VM i gokart, ikke at forglemme Nicolaj Kandborg der sluttede sæsonen flot af i den nu lukkede FDM Sport.

Arrangementet nyder international anerkendelse og deltagerfeltet kommer både fra ind- og udland. Der forventes mellem 160 og 180 deltagere til årets arrangement.

Det bedste er, at det er gratis at overvære, og skulle tørsten eller sulten ankomme, så har The Diner lovet at stå klar med noget til ganen og maven.