Siden Nico Rosberg bekendtgjorde sit stop hos Mercedes, har rygtemøllen og spekulationerne kørt på højkant, og rigtig mange forskellige kørere har på et eller andet tidspunkt været sat i forbindelse med det ledige sæde ved siden af Lewis Hamilton.

Det seneste rygte går på, at Valtteri Bottas skulle være på nippet til at blive købt fri af sin kontrakt med Williams, men giver det mening? Og er den 27-årige finne det rette valg for et team som Mercedes?

Valtteri Bottas Copyright Williams F1
Valtteri Bottas
Copyright Williams F1

Der er næppe tvivl om, at stort set hele det eksisterende felt af F1 kørere hellere end gerne så sig selv sidde i en Mercedes, men flere af de helt store navne ser ud til at være låst til deres nuværende teams. Navne som Sebastian Vettel, Fernando Alonso og Daniel Ricciardo har været sat i forbindelse med sædet, men det er yderst tvivlsomt, om Mercedes ligefrem vil gå på røvertogt hos et af de rivaliserende teams.

Reelt er Mercedes for undertegnede at se begrænset til 3-4 kørere; Valtteri Bottas, Pascal Wehrlein, Carlos Sainz og Esteban Ocon, og af disse synes Bottas og Wehrlein at være de bedste bud.

Pascal Wehrlein Copyright Manor Racing
Pascal Wehrlein
Copyright Manor Racing

Man må formode, at Mercedes fortsat ønsker, at deres 2 kørere kan udfordre hinanden og bringe det bedste frem i begge sider af garagen, og derfor MÅ Bottas være det bedste bud. Mere og mere tyder på, at ledelsen hos Mercedes endnu ikke er tryg ved, at den blot 22-årige Pascal Wehrlein skal løfte arven efter Nico Rosberg, og det er ganske forståeligt. Med blot én sæson i rygsækken er det svært at forestille sig, at han skal kunne stå for presset og levere den konkurrence internt i teamet, som Hamilton har brug for. Her passer profilen meget bedre på Bottas.

Valtteri Bottas er umiddelbart på toppen af sin karriere. Med sine 27 år og 4 fulde sæsoner i Formel 1 bag sig, har han både erfaringen og resultaterne med sig. Han har vundet titler i de lavereliggende kategorier, og han har ry for at være meget hårdtarbejde, omgængelig og teknisk dygtig. What’s not to like?

Spørgsmålet er vel, hvor god Bottas egentlig er? Han har i glimt vist fremragende kørsel, og vi er mange, som gennem de seneste par sæsoner har set ham som en af de 5-6 bedste kørere i feltet. Men er han nu også så god? Har han det, der skal til for at bringe det bedste frem i Hamilton, eller vil han komme til at stå med bøjet hoved i skyggen af den 3-dobbelte verdensmester? I denne sæson har han ikke overstrålet den aldrende Felipe Massa, og derfor er hans aktier i hvert fald ikke stedet siden sidste år. Til gengæld taler hans nuværende kontraktforhold og situation hos Williams til hans fordel.

Valtteri Bottas Copyright Williams F1
Valtteri Bottas
Copyright Williams F1

Williams kører som bekendt med kundemotorer fra Mercedes, og derfor kan det vise sig noget nemmere at købe Bottas ud af hans nuværende kontrakt, end tilfældet er med mange andre kørere. Rygterne vil vide, at Mercedes allerede har præsenteret Williams for et tilbud, hvor man yder en klækkelig rabat på næste års motorer, hvis Williams vil løse finnen fra hans kontrakt. Samtidig skulle man have tilbudt Williams at placere Mercedes’ juniorkører Pascal Wehrlein i den racer, som Bottas efterlader.

Hos Williams vil man ikke bekræfte noget af dette. ”Vi har offentliggjort Valtteri og Lance (Stroll) som vores kørere til 2017, og vi har ingen kommentarer til andet,” siger en talsmand fra teamet således. Det forlyder, at den største hurdle for Williams skulle være udsigten til at stille til start i 2017 med et line-up, hvor begge kørere er under 23 år.

Undertegnede anser det for usandsynligt, at sædet går til Wehrlein. Bottas ser ud til at være storfavorit, men der er selvsagt en række ting, der skal forhandles på plads, før det kan blive en realitet. Spanske Carlos Sainz kan være en dark horse; han har vist imponerende kørsel i denne sæson, og han står højt på ønskelisten hos Mercedes. Sainz er ganske vist under kontrakt hos Toro Rosso også i 2017, men det virker ikke som en uoverkommelig opgave at købe ham fri af denne kontrakt.

Carlos Sainz Copyright Red Bull Contentpool
Carlos Sainz
Copyright Red Bull Contentpool

Personligt håber jeg på, at Mercedes vover pelsen og giver chancen til Sainz. Det vil give os masser af spændende dueller i 2017, for Sainz har farten og modet til at udfordre Hamilton. Fornuften siger dog, at det bliver Bottas. Finnen er det sikre valg, og han har ventet tålmodigt på sin chance.