Kevin Magnussen snupper sædet hos Renault, som Pastor Maldonado ellers havde sat sin bag i. Kan det blive meget bedre. Nyheden stammer fra Autosport, der er et seriøst medie som ikke plejer at komme med løse rygter.

Man kan også læse det i Ekstra Bladet under Breaking News, og i TV2 Nyhederne klokken 18 kunne man høre Jakob Hammerholt sige, at det virkede troværdigt. Der er heller ingen tvivl om, at det vil være fantastisk at få Kevin Magnussen tilbage i Formel 1, men skal vi ikke lige få bekræftelsen først.

Den kan vi få på onsdag, når Renault har indkaldt til pressemøde i Paris, hvor de vil præsentere det nye hold efter overtagelsen af Lotus. Men det er set mange gange i Formel 1, at en kører er blevet lovet eller været tæt på en debut kun for at ryge på sidelinien i ellevte time.

Tom Kristensen har været tæt på, Kris Nissen har været meget tæt på, Alexander Rossi var tæt på i 2014, da Max Chiltons sponsorer ikke havde betalt til tiden. Jeg vil dog ikke være sortseer og uanset hvad, så er der altid test- og reservesædet hos Renault, som skal besættes.

Det bliver nogle lange dage indtil Renault bekræfter sædet.