Vores unge skribent Olivia er i USA og her har hun fået mulighed for at interviewe den 17-årige Bruno Carneiro, en ung amerikansk racerkører med en drøm om Formel 1. Netop i USA snakkes der meget om amerikansk-fjendtlige Haas F1 og hvem der bliver den næste amerikaner i Formel 1.

Bruno Carneiro har lige kørt sin første sæson i kinesisk F4, og det gik rigtig godt. Faktisk gik det så godt at han vandt serien i sin rookie-sæson. Og den mesterskabssejr kom kun få måneder efter, at han tog mesterskabstitlen i den amerikanske serie Formula Car Challenge, som han også vandt i sin rookie-sæson.

screenshot2016-05-15at2-49-55pm
Bruno Caneiro i kinesisk F4

“Jeg startede med at køre go-kart da jeg var 4 og et halvt. Jeg har altid elsket ræs! Og lige siden jeg var lille har jeg interesseret mig for fart og for hvordan alting virker på en racerbil!” fortalte den 17-årige amerikaner.

“Ejeren af Rodizio Grill, den restaurant min far arbejdede for, så at jeg elskede racerbiler fordi jeg altid lavede motorlyde, og jeg legede tit at salten og peberen på bordene var racerbiler. Han købte mig min første go-kart, og det var sådan det startede.”

Bruno Caneiro i færd med at overhale en anden kører
Bruno Caneiro i færd med at overhale en anden kører

Bruno brugte herefter de næste mange år på at konkurrere i de amerikanske go-kart klasser, og ligegyldigt hvilken klasse han kørte i, var resultaterne i top.

Det der skiller Bruno fra mange andre unge kørere er, at han finansierer det meste af sin karriere selv.

“Jeg har nogle rigtig gode sponsorer som hjælper mig rigtig meget, men det meste af min finansiering kommer fra migselv. Jeg har gået fra dør til dør i omkring 8 år nu. Jeg besøger cirka 400 huse om ugen, og bruger omkring 2-2,5 timer på det hver aften. Alt hvad jeg tjener går til min racing. Jeg sælger de her 165 kroners certifikater til Rodizio Grill, folk synes godt om det, og de fleste er rigtig flinke med at hjælpe.”

bruno_laguna_victorywave
Brune Caneiro i Formula Car Challenge

Når han ikke kører ræs, arbejder eller sælger certifikater, bruger Bruno sin tid på at lære andre børn at køre go-kart.

“Jeg lærer børn af alle aldre de grundlæggende ting ved ræs! Jeg har 4 forskellige karts jeg kan bruge som jeg lejer ud til eleverne. Det hedder BCK Academy og jeg har styret det i omkring 2 år nu.”

Efter sine flotte præstationer i karting, blev Bruno inviteret til et af F4 løbene i Kina af det kinesiske firma som styrer hans hjemmebane i Utah.

“Jeg sluttede løbet sidste år som nummer 3, det var min første gang på den bane og i en F4 bil, så mange var meget imponerede. I marts i år fik jeg en besked, der sagde at jeg måske ville kunne køre i Kina igen. Det kinesiske firma var imponeret over mit resultat sidste år, og de ville gerne have mig til at køre serien i år, fordi de følte at jeg måske kunne vinde mesterskabet!”

Bruno Caneiro
Bruno Caneiro

Som skrevet først i artiklen, så gik Bruno hen og vandt mesterskabet, og som vinder af en officiel FIA serie, blev han, sammen med bl.a. Nico Rosberg, Lewis Hamilton og Max Verstappen, inviteret til FIAs prisuddeling og galla i Wien.

“Min drøm har altid været at blive en F1-kører, men der er stadig en lang vej at gå og en masse arbejde forude, men hvem ved?”

Hvis man vil være en succesfuld kører kræver det også nogle ofre, og da jeg spurgte Bruno om han overhovedet havde tid til at være teenager, og være sammen med sine venner, svarede han:

“Ikke rigtig, nej. Jeg har altid travlt med et eller andet vedrørende min racing, så jeg hænger aldrig rigtig ud med mine venner, og jeg laver aldrig rigtigt ‘teenagerting’.

“Det er lidt svært nogle gange, for jeg kan ikke være ude og lave ting så tit, men det er ok, ræs betyder mere for mig.”

Bruno på toppen af sejrsskamlen
Bruno på toppen af sejrsskamlen

Hvad Bruno skal køre næste år er han stadig lidt i tvivl om.

“Lige nu er det stadig uklart hvad jeg skal køre næste år, men det ser ud til at jeg måske skal køre Formel 3, intet er dog officielt endnu! Så snart jeg finder ud af det og kan bekræfte det lover jeg, at jeg fortæller dig det!”

Der er altså ingen tvivl om, at Bruno Caneiro er et navn vi kommer til at høre mere til. Og måske en dag, ikke så langt herfra, kommer vi til høre det i Formel 1.