Ikke siden 2008 har Formel 1 kalenderen indeholdt et fransk Grand Prix, men det bliver der nu lavet om på. I dag er det blevet offentliggjort, at der fra 2018 igen vil blive kørt Formel 1 på fransk grund, og det bliver Paul Ricard banen nær Marseille, der får lov at lægge asfalt til motorsportens kongeklasse.

Ifølge Christian Estrosi, som er borgmester i Nice og formand for Provence regionen, har man indgået en 5-årig aftale med organisationen bag Formel 1.

Paul Ricard var op gennem 1970’erne og 80’erne også vært for det franske Grand Prix, men det sluttede, da Magny-Cours tog over i 1991. Herefter var det Magny-Cours, der havde æren af Formel 1 feltets besøg, men finansielle udfordringer betød, at det forhold sluttede i 2008, og siden da har det motorsportsglade Frankrig ikke haft et Grand Prix.

Det bliver der altså lavet om på fra og med 2018 sæsonen, og dermed kan Renault se frem til at vise flaget på hjemmebane. Det samme gælder naturligvis feltets franske islæt Romain Grosjean og Esteban Ocon.

Romain Grosjean Copyright Haas F1 Team
Romain Grosjean
Copyright Haas F1 Team