Det østjyske stortalent Jan Jønck imponerede i den forgangne weekend stort i det britiske Formel 3 mesterskab. Weekenden blev afviklet på den klassiske bane Oulton Park, og man kan godt tillade sig at betegne det som et gennembrud for det 17-årige Team Danmark talent, som i weekendens 3 heats blev noteret for 2 5. pladser og 1 8. plads. Særdeles flotte resultater i et ekstremt tæt felt.

”Jeg havde farten lige fra den allerførste test-session. Banen ligger rigtig godt til min kørestil, og teamet ramte det rigtige setup i første hug – det hele virkede bare fra allerførste omgang, og bilen fungerede ganske enkelt perfekt,” fortæller en storsmilende Jan Jønck.

Jan Jønck i Formel 3 på Snetterton. Copyright Jan Jønck Presse.
Jan Jønck i BRDC Formel 3. Copyright Jan Jønck Presse.

Allerede i kvalifikationen fik man et forvarsel om, at der var noget i vente, for Jan Jønck satte den 4. hurtigste tid i en meget tæt kvalifikation, og det skulle hurtigt vise sig, at der ikke var tale om en enlig svale.

Danskeren kom godt afsted fra sin startposition i det første heat, men han kunne ikke forhindre en forbikørsel senere på 1. omgang. ”Jeg kom desværre lidt i klemme i en af de nærkampe, som altid opstår på den første omgang. Her kan det gå begge veje, og denne gang var jeg den uheldige,” fortæller Jan, som til gengæld pressede på for at tage pladsen tilbage. Han fulgte godt med de 4 forreste og matchede deres omgangstider, indtil løbet på 7. omgang blev afbrudt af en voldsom ulykke. Et sammenstød sendte Ameya Vaidyanathans racer i luften, hvor den slog adskillige kolbøtter og blev rykket fuldstændig fra hinanden. Den unge inder slap aldeles uskadt fra uheldet, men løbet blev aldrig genoptaget, og Jan blev således noteret for en 5. plads. ”Det er altid ærgerligt, når løbet bliver afbrudt før tid, og især når det skyldes en så voldsom ulykke. Heldigvis slap Ameya godt fra det, og det beviser, hvor stærkt Tatuus’ chassis er. Det er virkelig en solid bil,” siger Jan.

Se Ameya Vaidyanathans voldsomme uheld her:

https://www.youtube.com/watch?v=rUkt8SSSnHA
Også i heat 2 startede Jan Jønck fra 4. pladsen, og her viste han endnu engang imponerende fart og stabilitet. På 2. omgang blev han passeret af Matheus Leist, som ligger på 3. pladsen i mesterskabet, men brasilianeren fik ikke lov at slippe væk. Jan lå klistret til hans hækvinge gennem hele det tætte heat, og over målstregen var han blot 0,8 sekund fra en plads på podiet.

I weekendens sidste heat startede Jan fra 5. pladsen, men her fik han ikke en helt optimal start. Ved slutningen af første omgang var 5. pladsen således vekslet til en 8. plads, og selvom Jan pressede voldsomt på for at avancere igen, lykkedes det ikke. ”Oulton Park er utrolig svær at overhale på, og derfor bliver starten og første omgang meget afgørende,” fortæller Jan, som således måtte tage til takke med 8. pladsen i det sidste heat. Overordnet set er han dog meget tilfreds med weekenden, som klart blev hans bedste i sæsonen.

Jan Jønck i Formel 3 på Snetterton. Copyright Jan Jønck Presse.
Jan Jønck i BRDC Formel 3. Copyright Jan Jønck Presse.

”Vi havde en hel testdag op til weekenden, og det fik vi virkelig udbytte af. Farten var der fra første færd, og jeg er især glad for vores indsats i kvalifikationen. Jeg mener, at vi her fik vist vores sande potentiale, og vi havde farten til at komme på podiet i alle 3 heats. Mine omgangstider var på højde med de forreste, og det er meget, meget opløftende,” siger Jan med et stort smil.

”Jeg vil gerne takke alle fra Sean Walkinshaw Racing for denne weekend. De har virkelig arbejdet hårdt for at gøre bilen konkurrencedygtig, og de er meget dedikerede alle sammen. Vi har forbedret os løbende gennem sæsonen, og nu begynder vi at se resultaterne komme. Der er en fed energi på holdet, og det er en fornøjelse at være en del af.”

Jans teamchef, Sean Walkinshaw, er begejstret for sin danske kørers indsats, og han hæfter sig især ved det faktum, at bilen nu har farten til at køre med om podiepladserne. Jan selv har kun én anke omkring weekenden på Oulton Park: ”Det har været en kæmpe succesoplevelse for hele teamet. Det havde selvfølgelig været ekstra fedt at have en pokal med hjem, men der var marginalerne ikke lige på vores side. Farten var der helt sikkert, men mine starter skulle nok lige have været en smule bedre. Det må jeg arbejde på frem mod Silverstone.”

Jan Jønck i BRDC Formel 3. Copyright Jan Jønck Presse.
Jan Jønck i BRDC Formel 3. Copyright Jan Jønck Presse.

Næste afdeling af det britiske BRDC Formel 3 mesterskab køres på Silverstone d. 11./12. juni.