Nico Rosberg førte fra start til slut i weekendens Grand Prix i Aserbejdsjan. Den tyske Mercedes kører startede fra pole position, og da han lavede en optimal start og kom først gennem sving 1, var ingen i stand til at true ham gennem resten af løbet. Rosberg viste storform og kørte sit helt eget løb i front, og han udbyggede dermed sin føring i mesterskabet. Rosberg har nu et forspring på 24 point til Hamilton.

Det europæiske Grand Prix i Bakus gader var på forhånd imødeset med spænding. Både fordi det var første gang, man besøgte banen i Aserbajdsjan, men også fordi ikke alle er tilhængere af gadebaner. Vi er sikkert også mange, som havde forventet minimum én Safety Car periode – banen i Baku er visse steder meget smal, og under træningerne var flere kørere i kontakt med betonvæggene – men det blev vi forskånet for. Kørerne viste stor disciplin og respekt for hinanden, og der var faktisk et minimum af dramatik og nærkontakt.

Carlos Sainz foran Felipe Massa Copyright Red Bull Contentpool
Carlos Sainz foran Felipe Massa
Copyright Red Bull Contentpool

Sebastian Vettel, Kimi Räikkönen, Valtteri Bottas og Daniel Ricciardo kæmpede i den indledende fase indædt om placeringerne lige bag Nico Rosberg. Lewis Hamilton var efter en svær kvalifikation henvist til at starte løbet fra en uvant 10. plads, og da han også fik problemer under selve løbet, kom han aldrig til at blande sig i kampen om podiepladserne. Hamilton bad gentagne gange teamet om hjælp over radioen, men den hjælp fik han ikke – det er ikke tilladt under det nye reglement for radiokontakt – og han var derfor henvist til selv at forsøge at udbedre det. Det lykkedes tilsyneladende mod slutningen af løbet, hvor han pludselig var banens hurtigste kører, men da var det for sent, og verdensmesteren måtte tage til takke med en 5. plads. Hamiltons problemer handlede angiveligt om indstillingerne for de elektriske motorenheder.

Ferrari viste rigtig god fart, og det så længe ud til, at Vettel og Räikkönen begge skulle gøre Rosberg selskab på podiet. På vej ud på løbets sidste omgang blev finnen imidlertid overhalet af Sergio Perez, som således kronede en meget stærk weekend med en podieplads. Allerede i kvalifikationen havde den mexikanske Force India kører vist imponerende fart, og han leverede også varen i selve løbet, hvor han kørte sig op fra 7. pladsen til 3. pladsen. Sebastian Vettel kunne han dog ikke true, og den tyske eks-verdensmester sluttede for andet løb i træk på 2. pladsen.

Sergio Perez Copyright Sahara Force India
Sergio Perez
Copyright Sahara Force India

Red Bulls Daniel Ricciardo kunne ikke stå distancen, og den sympatiske australier sluttede på en skuffende 7. plads. Ricciardo startede fra P2, men Red Bull kom til kort på en bane, hvor det i høj grad handlede om at have en stærk motor. Heller ikke Max Verstappen kunne få det til at fungere, og han sluttede på 8. pladsen, lige bag sin teamkollega. I stedet profiterede Valtteri Bottas af poweren i sin Mercedes motor, da han vekslede en startplacering som nr. 8 med en 6. plads over målstregen.

Nico Hülkenberg og Felipe Massa tog sig af de sidste 2 pointgivende placeringer, da de sluttede som hhv. nr. 9 og 10. Hülkenberg kravlede op fra en 12. plads, mens Massa faldt tilbage fra en startplacering som nr. 5. Ingen af dem var således i stand til at levere på samme niveau som deres teamkolleger.

Hos McLaren kørte Jenson Button et fornuftigt løb. Fra en startplacering helt nede som nr. 19 kørte briten sig op og sluttede lige udenfor pointene på 11. pladsen, mens teamkollegaen Fernando Alonso måtte opgive at fuldføre. Spanieren lå lige bag Button, da teamet med bare 7 omgange tilbage bad ham om at køre raceren i garage.

Kevin Magnussen Copyright Renault Sport F1 Team
Kevin Magnussen
Copyright Renault Sport F1 Team

Kevin Magnussen startede løbet fra pitlane, fordi han havde fået ny gearkasse i sin Renault racer. Danskeren kørte et fornuftigt løb, hvor han klogelig holdt sig ude af de værste nærkampe, og hvor han qua en alternativ strategi kunne krydse målstregen som nr. 14. Indtil få omgange før mål lå han længe på 12. pladsen, men på de sidste omgange havde han ikke mere dæk tilbage og blev passeret af både Felipe Nasr (Sauber) og Romain Grosjean (Haas). Nasr scorede med 12. pladsen sit bedste resultat i sæsonen.

For Toro Rosso blev det en dag til glemmebogen. Både Carlos Sainz og Daniil Kvyat måtte udgå af løbet med fejl på affjedring og/eller hjulophæng.

Pirelli havde inden løbet tilkendegivet, at man forventede en 1 stops strategi fra langt de fleste kørere, men sådan kom det ikke til at gå. De fleste kørere stoppede 2 gange, mens enkelte, her iblandt Kevin Magnussen, blot pittede en enkelt gang.

Alt i alt var der tale om et spændende løb med masser af overhalinger og spændende nærkampe. Løbet blev bestemt ikke mindre spændende, efterhånden som de forskellige strategier foldede sig ud., og her på GPnews er vi positivt overraskede over løbets underholdningsværdi.

Resultatet af Europas Grand Prix i Baku, Aserbajdsjan:

Pos Kører Bil Afstand
1 Nico Rosberg Mercedes 1h32m52.366s
2 Sebastian Vettel Ferrari 16.696s
3 Sergio Perez Force India/Mercedes 25.241s
4 Kimi Raikkonen Ferrari 33.102s
5 Lewis Hamilton Mercedes 56.335s
6 Valtteri Bottas Williams/Mercedes 1m00.886s
7 Daniel Ricciardo Red Bull/Renault 1m09.229s
8 Max Verstappen Red Bull/Renault 1m10.696s
9 Nico Hulkenberg Force India/Mercedes 1m17.708s
10 Felipe Massa Williams/Mercedes 1m25.375s
11 Jenson Button McLaren/Honda 1m44.817s
12 Felipe Nasr Sauber/Ferrari 1 omg.
13 Romain Grosjean Haas/Ferrari 1 omg.
14 Kevin Magnussen Renault 1 omg.
15 Jolyon Palmer Renault 1 omg.
16 Esteban Gutierrez Haas/Ferrari 1 omg.
17 Marcus Ericsson Sauber/Ferrari 1 omg.
18 Rio Haryanto Manor/Mercedes 2 omg.
Fernando Alonso McLaren/Honda Gearkasse
Pascal Wehrlein Manor/Mercedes Bremser
Carlos Sainz Toro Rosso/Ferrari Hjulophæng
Daniil Kvyat Toro Rosso/Ferrari Hjulophæng