Christian Lundgaard er i dag bekræftet hos Renault som fortsat deltager i Renault Sport Academy. I år kommer han til at køre Renault 2.0 Eurocup som er et springbræt til andre større formelserier.

Fra Renault 2.0 er der muligheder i F3 Euro Series, GP3 eller Formel 2. Hollandske MP Motorsport, som han kørte for i 2017 med to F4-titler, 17 sejre og 31 podier, deltager i flere klasser, så vejen mod Formel 1 kan foregå via det hollandske team.

I dag blev Lundgaards Formel Renault 2.0-sæson med MP Motorsport annonceret på Renault Formel 1 teamets fabrik i Enstone, England, hvor Renault præsenterede alle 2018 Renault Sport Academy kørerne. Christian Lundgaard blev sidste år tilføjet til Renault’s juniorprogram forud for sin debut i racerbiler, hvorefter hans stærke 2017-præstationer førte til, at han blev bekræftet som Renault juniorkører igen i 2018. Christian Lundgaard vil også fortsat blive støttet af Team Danmark.

Den 16-årige racerkører fra Hedensted, Danmark, starter sin anden sæson i formelbiler i 2018. Det var indlysende, at Lundgaard efter sine to Formel 4 titler i 2017 var klar til at rykke en klasse op. Efter at have vundet begge titler med MP Motorsport, var Lundgaard indstillet på at fortsætte samarbejdet med MP Motorsport og stiller derfor til start i Formel Renault 2.0 med det hollandske hold, der også har biler i GP3 og FIA Formula 2.
Christian Lundgaard
Copyright Renault Sport Academy
“Formel Renault 2.0 er det naturlige valg for at komme videre i min karriere”, sagde Lundgaard om forfremmelsen til Eurocup. “Formula Renault 2.0 er en meget konkurrencedygtig klasse, der vil kræve, at jeg virkelig finder det bedste frem. Jeg er rigtig glad for at kunne fortsætte sammen med MP Motorsport, da det tilføjer stabilitet til et år, hvor jeg helt sikkert bliver udfordret. Så at kende teamet på forhånd er en stor hjælp til at opnå succes i min første Formel Renault 2.0 sæson”.
“Vi er meget glade for, at Christian skal køre Formel Renault 2.0 sammen med os”, siger Sander Dorsman, MP Motorsports teamchef. “Vi havde stor succes sammen i 2017, hvor Christian viste sin dominans i de to Formel 4-mesterskaber. Vi glæder os til at bygge videre på denne præstation i Formel Renault 2.0 Eurocup”.
“Vi er meget glade for, at beholde Christian i endnu en sæson,” sagde Renault Sports Academy Direktør Mia Sharizman. “Sidste år var fantastisk for ham. Det kræver meget, at vinde to titler i en sæson. Vi glæder os til at følge Christians næste skridt i Formula Renault 2.0 Eurocup, hvilket vil blive yderst konkurrencedygtigt og en stor udfordring for ham. Det er vigtigt, at hans hårde arbejde fortsætter, da der stadig er masser at lære”.
Christian Lundgaard i en Formel Renault 2.0-test
Copyright Renault Sport Academy
“Renault Sport Academy fortsætter Renaults historie med at udvikle unge talenter og har til opgave at finde fremtidige Renault Sport Formel 1 kørere” sagde Cyril Abiteboul, administrerende direktør forRenault Sport Racing. “2018 repræsenterer vores stærkeste line-up endnu, og vi vil opmuntre og se godt efter alle vores kørere. Ved siden af Renault Sport Racing og Renault Sport Formula One Team har Renault Sport Academy vokset og udviklet sig voldsomt de seneste to år. Vi vil holde øje med alle i akademiet, da vi ønsker at  finde dem,  der kan udvikle sig til at blive de næste Renault Sport Formel 1 kørere”.
På vej til titlen i det Nordeuropæiske Formel 4 mesterskab i 2017 tog Lundgaard ti sejre og med sejren i det spanske Formel 4 mesterskab, tilføjede han endnu syv sejre til den fantastiske sæson. Til trods for at det var Christian Lundgaards første sæson i racerbiler, betød den flotte sæson at han er nomineret i to kategorier, Årets Banesportskører og Årets Profil, ved Dansk Motorsport Award.
Christian Lundgaard
Copyright Lundgaard Racing
Christian Lundgaard er en af profilerne i det danske program Racing for Denmark.
MP Motorsport har tidligere haft dansk deltagelse i form af Marco Sørensen, som bl.a. vandt i Sochi i GP2 for dem.