“Til daglig går han på Handelsskole i Odense, i weekenderne kører han racerløb i Frankrig”. Sådan lød overskriften, da den 16-årige racerkører Casper Røes søndag var gæst i Go’ morgen Danmark.

Den unge fynbo var inviteret for at fortælle seerne om sin hverdag som racerkører og om sine ambitioner for fremtiden. Casper Røes har i denne sæson kørt en fuld sæson i det franske Formel 4 mesterskab.

Casper Røes i Go' morgen Danmark. Copyright Casper Røes Presse
Casper Røes i Go’ morgen Danmark.
Copyright Casper Røes Presse

Casper Røes er en del af DASU’s og Team Danmarks eliteprogram, og derfor kunne man i indslaget også se den fine Formel 4 racer, som i 2017 får debut på de danske baner. Optagelserne foregik i Tivoli, og raceren var i dagens anledning blevet udstyret med logoer fra nogle af de virksomheder, som støtter Casper på hans vej mod en professionel karriere.

Seerne fik forklaret om den svære overgang fra gokart til formelracer, om Caspers travle hverdag, som både indeholder skolegang, fysisk træning, lektielæsning og træning i simulator, og om de mange afsavn, som det fører med sig, når man som Casper satser benhårdt på at forfølge sine mål. Til sidstnævnte var han flankeret af sin mor, som kunne fortælle, at det efterhånden er mange år siden, familien har holdt en traditionel ferie, da alle feriedage bliver brugt rundt omkring på de europæiske racerbaner; et rigtig godt billede på, hvad det kræver også af de unge talenters bagland.

Casper Røes i Go' morgen Danmark. Copyright Casper Røes Presse
Casper Røes i Go’ morgen Danmark.
Copyright Casper Røes Presse

Casper Røes selv var da heller ikke sen til at anerkende betydningen af familiens ubetingede opbakning. ”Uden opbakning og støtte fra familien kommer man ikke ret langt,” sagde han således under interviewet.

Også i 2017 vil Casper Røes være en del det franske Formel 4 felt. Selvom der næste år også kommer et nationalt mesterskab i Formel 4 på hjemlig grund, finder Casper og hans bagland det mere interessant at kæmpe på de udenlandske baner, hvor det sportslige niveau er højere, og hvor der også er større bevågenhed fra de internationale medier. ”Alt i alt vurderer vi, at den samlede pakke er betydeligt mere attraktiv i udlandet,” siger Casper således.

Casper Røes i Go' morgen Danmark. Copyright Casper Røes Presse
Casper Røes i Go’ morgen Danmark.
Copyright Casper Røes Presse

Den flotte Formel 4 racer tiltrak sig naturligvis masser af opmærksomhed i et ellers julepyntet Tivoli, og både børn og voksne fik en snak med Casper om livet som racerkører.

Casper Røes i Go' morgen Danmark. Copyright Casper Røes Presse
Casper Røes i Go’ morgen Danmark.
Copyright Casper Røes Presse

Her på GPnews glæder vi os over, at de landsdækkende TV kanaler også har øjnene rettet mod de unge talenter, og vi glæder os til at følge med i Casper Røes’ 2017 sæson, som vil bringe ham omkring flere af de mest legendariske baner i Europa, her iblandt Spa-Francorchamps, Hungaroring og Circuit de Barcelona-Catalunya.

Du kan se hele indslaget fra Go’ morgen Danmark her:
http://play.tv2.dk/programmer/magasiner/serier/go-morgen-danmark/casper-paa-16-aar-koerer-racerloeb-i-frankrig-111216-del-1-128280/