Casper Røes er kommet forrygende flot i gang med sin første fulde sæson i Danish Supertourisme. For 14 dage siden åbnede den bare 17-årige fynbo 2018 sæsonen med en række flotte resultater på Padborg Park, og da DST feltet i denne weekend gæstede Ring Djursland, satte Røes tyk streg under, at resultaterne fra åbningsløbet bestemt ikke var noget tilfælde.

Med forrygende flot og stabil kørsel kvalificerede han sig som nr. 4 i det meget tætte DST felt, og allerede her var det tydeligt, at der var lagt op til noget stort. ”Jeg havde faktisk endnu mere i mig,” sagde Casper Røes umiddelbart efter den tætte kvalifikation. ”På min sidste omgang var jeg oppe med 2 tiendedele inden den sidste sektor, men desværre lavede jeg en lille fejl på vej ud på langsiden. Jeg kom for hårdt på curben, og så kom der ubalance i bilen. Det kostede mig omgangen, men vi har masser af fart, og jeg skal nok være med fremme i de 3 heats.”

Casper Røes foran Ole Petersen.
Copyright Casper Røes Presse

Ligesom i en del andre klasser opererer man i Danish Supertourisme Reverse Grid systemet, så de første 8 i kvalifikationen bliver vendt om til heat 1. Her skulle Casper Røes således starte fra 5. pladsen, og herfra leverede han en fremragende præstation. Flere flotte overhalinger og stabile, hurtige omgangstider betød, at han kunne krydse målstregen på en imponerende 3. plads, kun overgået af Nicolas Kiesa og Ole Petersen. ”Det var helt perfekt,” sagde Casper Røes selv om indsatsen i 1. heat. ”Der blev kørt tæt men fair, og vi har fået sat bilen perfekt op. Den fungerer bare.”

I heat 2 vender man igen top 8, så her hed startpositionen P6 til den unge fynbo. På første omgang blev han klemt en smule og mistede 2 placeringer, men han holdt hovedet koldt og kæmpede sig flot tilbage, og han kunne krydse målstregen som 6’er i heatet. Dommerne forsøgte at hælde lidt malurt i Røes’ bæger, da de i første omgang tildelte ham en straf for at have trængt Nicolas Kiesa i en bremseduel. Teamet nedlagde protest, og efter lidt votering blev straffen trukket tilbage, så Casper Røes’ 6. plads stod ved magt.

Casper Røes klar til action på Ring Djursland.
Copyright Casper Røes Presse

I det sidste heat hed startpositionen P4, men desværre blev dette heat aldrig afviklet. Et alvorligt crash i Legend Car serien førte til en lang periode med rødt flag, og til sidst var der ganske enkelt ikke tid til at gennemføre det sidste heat i DST.

Casper Røes opsummerede selv weekenden således: ”Jeg er rigtig godt tilfreds. Op til denne weekend havde jeg kun kørt ganske lidt her på banen, så det var super fedt at være så hurtig alligevel. Efter den gode start på sæsonen glæder jeg mig selvfølgelig også over at få vist flaget igen i denne weekend, så alle kan se, at jeg hører til helt fremme i feltet. Jeg skylder en stor tak til teamet, for de leverede en helt perfekt bil til mig. Vi ramte plet med setuppet, og vores dækstrategi var heller ikke helt skæv.”

På grund af sin unge alder er Casper Røes tilmeldt DST mesterskabet i AM kategorien, og her har han lagt sig suverænt i spidsen efter de 2 første løbsweekender.
I det generelle mesterskab rangerer han på en særdeles flot 6. plads blandt kørere med langt mere erfaring.

Casper Røes indtog den øverste plads på podiet på Ring Djursland.
Copyright Casper Røes Presse

Til sæsonens 3. løbsweekend skal DST feltet en tur til Norge. I weekenden d. 16/17 juni besøger man Rudskogen – en teknisk og udfordrende bane, som Casper Røes glæder sig til. ”Jeg tror, layoutet ligger godt til mig. Jeg har ikke kørt på den før, men den ser teknisk svær ud. Den er kuperet og kræver tillid til bilen og egne evner. Jeg forventer helt sikkert at være med fremme igen.”

Vi glæder os allerede. Mon ikke både tilskuere og konkurrenter efterhånden har vænnet sig til, at der skal holdes øje med den hvide racer med nr. 7?