Skridtet fra karting til bilsport kan være en rigtig stor udfordring, og da den 16-årige Casper Røes fra Odense sidste år tog dette skridt, tog det også lidt tid at finde sig til rette. Casper kørte i 2016 en fuld sæson i det franske Formel 4 mesterskab, og i den sidste halvdel af sæsonen imponerede han med et par podieplaceringer og moden og stabil kørsel. Der har siden været bud efter ham fra flere andre serier, men i en netop udsendt pressemeddelelse slås det fast, at Casper Røes i 2017 tager endnu et år i det franske.

Casper Røes i aktion på Paul Ricard. Copyright Daniel Delien
Casper Røes i aktion på Paul Ricard. Copyright Daniel Delien

I pressemeddelelsen lyder det blandt andet:
”Det har været en lang proces, og der har været mange overvejelser, siden sidste sæson sluttede i november måned,” fortæller Casper Røes. ”Der har også været henvendelser og åbninger fra teams i andre mesterskaber, men i sidste ende er det mest attraktivt at tage en sæson mere i Frankrig.”

Sammen med folkene omkring sig har Casper Røes skullet veje de sportslige perspektiver og ambitioner op mod økonomien og praktikken, og i denne proces har der også været fokus på Caspers udvikling som kører og som menneske. ”Det bliver nærmest første gang i Caspers karriere, at han kører i samme serie 2 sæsoner i træk,” fortæller hans Sporting Manager, Jens Hvas. ”Barren har altid været sat højt, og der har været fokus på at udfordre Caspers evner og på hans muligheder for at rykke sig mentalt og sportsligt. I Caspers nuværende situation, hvor han sidste år skulle håndtere skiftet fra karting til bilsport, vurderer vi imidlertid, at han vil have bedst af endnu en sæson i Formel 4, inden vi stiler mod næste udfordring.”

I 2016 sæsonen voksede Casper Røes med opgaven, og sæsonens bedste resultater var to 2. pladser. I den samlede stilling rakte anstrengelserne til en 11. plads, og Casper selv efterlader ingen tvivl om, at han skal meget længere frem i den kommende sæson. ”Jeg skal op og køre med om sejrene allerede fra det første løb. Nu, hvor jeg kender bilen og er mere fortrolig med opgaven, er ambitionen helt klart at køre med om mesterskabet,” slutter han.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at Casper er meget begejstret for formatet i det franske mesterskab, hvor organisationen bag, FFSA, står for servicering og opsætning af samtlige biler. Derfor er det i allerhøjeste grad den enkelte kørers evner, der kommer til at bestemme resultaterne.

Op til denne sæson bliver bilerne i mesterskabet opdateret med en lang række aerodynamiske detaljer, som tilsammen betyder, at omgangstiderne forventes at falde med et par sekunder i forhold til sidste år. Casper Røes har haft lejlighed til at teste den nye racer, og han er meget begejstret for de nye tiltag.

Raceren til det franske Formel 4 mesterskab 2017. Copyright Casper Røes Presse
Raceren til 2017 udgaven af det franske Formel 4 mesterskab. Copyright Casper Røes Presse

Det franske Formel 4 mesterskab indledes i weekenden d. 14./15. april, og udover en række franske baner besøger serien bl.a. Monza, Spa-Francorchamps og Circuit de Barcelona-Catalunya.