Den 16-årige formel 4 kører Casper Røes er en særdeles eftertragtet herre. I denne sæson slår den hurtige fynbo sine folder i det franske Formel 4 mesterskab, og selvom sæsonen endnu ikke er afsluttet, er der fuld gang i overvejelserne omkring 2017.

Casper Røes og hans bagland har således været i løbende dialog med flere teams fra primært Tyskland og Italien gennem de seneste måneder, og i den kommende tid skal de forskellige muligheder afsøges, og de konkrete tilbud skal vejes op mod hinanden.

”Jeg er i den heldige situation, at jeg har flere muligheder at forholde mig til,” fortæller Casper Røes. ”En række vellykkede tests har resulteret i konkrete tilbud fra en håndfuld teams fra flere forskellige serier, men vi har endnu ikke truffet en endelig beslutning om, hvor jeg skal køre i 2017. De fleste af tilbuddene handler om Formel 4 mesterskaberne i enten Tyskland eller Italien, men der er også muligheder udenfor Europa.”

Casper Røes i F4 test for Mücke Motorsport. Copyright Casper Røes Presse
Casper Røes i F4 test for Mücke Motorsport.
Copyright Casper Røes Presse

De kommende måneder skal nu bruges på at få det økonomiske grundlag på plads og samtidig vurdere de sportslige perspektiver op mod Caspers ambitioner. Som alle andre racerkørere skal også Casper Røes bruge mange ressourcer på de økonomiske aspekter, og det er ingen hemmelighed, at netop økonomien potentielt kan blive den afgørende faktor.

”Der er næsten ubegrænsede muligheder, hvis du har penge nok, så selvfølgelig betyder økonomien meget. Man kan ikke bare vælge og vrage, når man ikke har mange millioner at bruge af, men vi har gang i nogle spændende ting på den sponsormæssige front, og jeg er ret fortrøstningsfuld. Vi skal nok finde et spændende sæde til mig i 2017,” slutter Casper Røes.

Casper Røes i fransk F4. Copyright Casper Røes Presse
Casper Røes i fransk F4.
Copyright Casper Røes Presse

Den franske Formel 4 sæson afsluttes i denne weekend på Circuit de Barcelona-Catalunya, og efter en stærk indsats i den forrige løbsweekend på Le Mans håber den unge fynbo naturligvis på at slutte sin debutsæson i bilsport af med manér. Forud for weekenden ligger danskeren på 11. pladsen i det samlede mesterskab og på 6. pladsen i junior mesterskabet.