I morgen udkommer Codemasters årlige Formel 1-spil med det meget lidt overraskende navn F1 2018. Et spil som hvert år er ventet af millioner af Formel 1-fans og gamere. Med de nyeste biler, farver, kørere og baner.

I år er haloen imødeset med negativt fortegn, men ligesom i virkeligheden hvor man vænner sig til den, så gør man det også i spillet. Bare ikke når man ser det fra kørerens synspunkt for medmindre man har VR-briller på, så er haloen i midten af skærmen, hele tiden. En F1-kørers syn er meget mere perifært og sjældent kigger han lige ud.

Så det tætteste man kommer kørerens synspunkt, som stadig er brugbart, er vinklen over haloen. Altså den man ser på tv, hvor der ofte er informationer om hastighed, gear o.s.v. på din skærm. Det er der naturligvis ikke i spillet, men det fungerer faktisk rigtig godt.

Screenshot fra F1 2018
Copyright Codemasters

Der er flere ting der skal til for, at et spil føles som noget særligt. Grafikken skal være god og vi er blevet forvænte med fotorealistisk grafik, den skal være flydende og hurtig og så skal sværhedsgraden kunne tilpasses den enkelte. Sidst skal spillets AI være i orden. Der kan sættes kryds på alle fire punkter.

Ikke noget med alle kørerne trækker i yderbanen og så holder man sig selv i inderbanen, bremser senere og er oppe på plads 3 efter første sving. De virker meget realistiske og laver fejl, men de overhaler også. Starten er så hektisk, at du ikke kan undgå pulsen stiger en smule.

Jeg har spillet på en PS4 Pro og tager derfor udgangspunkt i den og dets joypad. Når du holder på gridden efter en flot introduktion til banen og kun venter på, at starten skal gå, så skal du holde X inde. Det er koblingen, der så skal slippes på det rigtige tidspunkt. Hvilket jeg åbenbart ikke er god til for jeg mister placeringer ved hver start.

Når man så befinder sig i midten af orkanens øje, så er det virkelig hektisk. Biler på begge sider og de bremser ofte tidligere end du forventer, hvilket giver ødelagte forvinger. Havde det været virkelighed var jeg sparket ud af spillet hurtigere end FIA kunne tage Yuji Ides superlicens. Kender du ikke Yuji Ide, så brug Youtube.

Mit største chok i spillet kom, da min løbsingeniør begyndte at tale til  mig. For det var ikke fra fjernsynet, men via joypaddet. En feature jeg ikke har oplevet i andre spil.

Spillet byder på alle de sædvanlige features som Championship, Time Trial, Online, Career o.s.v. foruden online samt en feature, hvor spillet downloader vejrdata fra virkeligheden. Her kører man ved spillets frigivelse på Spa-Francorchamps-banen i Belgien. Hvis det regner der, så regner det i spillet.

Alle banerne er der i spillet, så Hockenheim og Paul Ricard er inkluderet. Flere baner findes i flere layouts. Alle kørerne er der også som de var i Ungarn.

Spillet inkluderer udover 2018-delen også en stribe gamle klassiske biler man kan køre. Alt lige fra James Hunts McLarens M23D og Laudas Ferrari 312T2, så man kan genopleve filmen Rush til Brawn GPs BGP-001.

Screenshot fra F1 2018
Copyright Codemasters

Jeg som person er mere køreren, som lige sætter mig ned og kører et løb eller tre uden alt det forudgående som træning og kvalifikation. Her fungerer spillet fint. Er du mere simulatorkøreren, så er der alle muligheder for at slå sig løs og bruge timer på at justere ophæng, vingevinkel o.s.v.

Altså noget for enhver. Der er fuld valuta i spillet og jeg kan kun anbefale det til alle som elsker at spille Formel 1. Det findes til de tre gængse systemer X-box One, Sony PlayStation 4 og PC.

Er spillet realistisk? Kimi Raikkonen vandt det første løb jeg kørte og Sergey Sirotkin er blev kåret som Driver of the Day af Anthony Davidson.

Tak til Christoffer Wernberger fra Koch Media for anmeldelseseksemplar.