Der er under fire uger til vi siger farvel til Fernando Alonso i Formel 1. I hvert fald for 2019 og mange steder kan man læse, hvor stor en skam det er at Formel 1 mister Fernando Alonso. Månedsmagasinet F1 Racing har tilmed et nummer dedikeret til Fernando Alonso om, at Formel 1 har svigtet ham.

Man kan mene meget om Fernando Alonso, men hans karrieres første deroute var i 2007, da forholdet mellem Lewis Hamilton og ham eksploderede for åben skærm i Ungarn. Siden fem år hos Ferrari med hele tre andenpladser i mesterskabet, hvor den spanske kører blev mere og mere desilusioneret over det manglende tredje, fjerde, femte verdensmesterskab.

Lewis Hamilton tog sit femte verdensmesterskab i Mexico 2018
Copyright Mercedes AMG

Skiftet til McLaren i 2015 virker til at være motiveret af økonomi fremfor sportslige resultater. Ingen kunne dog vide, at Hondas motor ville være så håbløs som tilfældet var, men en ting har Fernando Alonso vist sig at være verdensmester i. Dårlige beslutninger.

Lewis Hamilton har gennem årene fået respekt for Fernando Alonso og det utvivlsomme talent som han er, men han mener ikke, at Formel 1 har svigtet Alonso.

Til ‘Auto Motor und Sport’ udtaler den femdobbelte verdensmester:

“Klart, han kunne have vundet flere mesterskaber, men det er ikke fordi han ikke har haft chancen.”

“Det handler om at træffe de rigtige beslutninger udenfor cockpittet.”

Fernando Alonso
Copyright McLaren Media

“Hvis man tror, som han gjorde, at du kontrollerer kørermarkedet, så kan du ikke blive overrasket, når du ender op uden noget i hænderne.”

“Fordi Seb og jeg var også på markedet.”

“Jeg har en masse respekt for Fernando. Han er en fænomenal kører og jeg tror ikke hans ry har taget skade de seneste år.”

“Jeg tror folk ved, hvad han har skabt indenfor og udenfor Formel 1.”